Her er mit bud på nogle af de bedste huer, tørklæder og vanter indenfor 3 prislejer:

Det billigste (nederste) er fra H&M, og valgt ud fra at det er forholdsvis enkelt, og at materialerne er fine ifht prisen. Huen er der 80% angora i. Tørklædet og vanterne kun 10%, men til gengæld så 55% uld. Huen og vanterne koster 70,-. Tørklædet 130,- (jeg er ikke så begejstret for kvasterne på det, men dem kan man evt pille af…)

Det mellemste prisleje er det jeg selv vil gå efter – den vidunderlige cashmere serie fra COS! Her får man altså mest cashmere for pengene. Huen har jeg i sort fra sidste år, og den er skøn. I år vil jeg tilføje tørklædet, også i sort. Jeg kunne godt tænke mig begge dele i gråt også, men det har jeg ikke råd til lige umiddelbart. Det kunne da også være så dejligt at putte fingrene i cashmere vanterne, men til den pris synes jeg de er for skrøbelige, og for nemt kunne blive væk. Der vil jeg nok spare pengene, og gå efter et billigere alternativ. Huen og vanterne koster ca 260,- stk. Tørklædet ca 500,- (rimelig pris for et stort tørklæde i 100% cashmere).

I den dyre drømme afdeling er der den skønne tofarvede hue fra Isabel Marant. Den skriger bare mit navn, men 700,- er mange penge for en hue. Til gengæld er jeg så heldig allerede, at eje et gråt cashmere tørklæde fra Lala Berlin. Jeg fik det 1000kr billigere ifht nypris på Trendsales, og det var som nyt. Ellers ligger det jo på omkring 2500,- Så det er noget af en investering, men det har jo også næsten klassiker status, kan bruges til alt, og tilføjer lækker luksus til et look – udover at det selvfølgelig er det blødeste bløde at have på. Kan bla købes i Lala Berlins egen webbutik. Handskerne er også valgt ud fra, at de er i et lækkert materiale, cashlama som skulle være lige så blødt som cashmere. De ser gode tykke ud og er halvlange, så der ikke kommer noget bart stykke ved jakkeærmet. Og så synes jeg de er ekstra fine i kabelstrik. De er fra Aymara (der iøvrigt går op i bæredygtighed) til 700,- og fås her.