INDEHOLDER AFFILIATELINKSfokus: Nydelse og hvile. Efter januars puritanske måned, som derudover blev til et langt afbud til det ene og det andet pga. manglende kræfter, trængte jeg til i februar at nyde lidt mere og hvile mig uden dårlig samvittighed.

…skønhedsprodukt: Perle de Coco bodywash fra & Other Stories. Et lille dejligt hverdags nydelsesritual er at bruge sæbe der dufter godt i badet. Denne tunge varme bløde intensivt søde duft af kokos, vanilje og karamel har gjort mine lange februarbade sødmefulde.

...teaterstykke: Kunsten at være lykkelig på Edison. Jeg har sjældent grinet så meget i teatret! Også af mig selv når de pessimistiske betragtninger lød lidt for velkendte ;) Baseret på den tyske filosof og evige pessimist Arthur Schopenhauer efterladte manuskript.

…koncert: Frithjof Toksvigs alias EKKO gav en sjælden koncert i DR Koncerthuset Studie 3, som vi nød. Cinematiske lyduniverser som emmer af melankoli og tysthed. Udramatisk men med så meget karakter at det er mere end bare baggrundslyd. Musik som man kan lukke øjnene til, mens stemningsbilleder toner frem for sit indre blik. 

…køb: Det er blevet til flere fornuftige praktiske basiskøb. En stram Arket rullekrave i semi sheer merino uld. Den vil jeg bruge under kjoler og skjorter indtil det bliver varmt nok uden. Den har den helt rigtige helt stramme høje rullekravehals og ekstra lange stramme ærmer. Et par jerseybukser/leggings med lynlås forneden der giver den fine slids effekt som jeg elsker og har haft to par lignende før (har dem på HER fx. og HER) , men som jeg har slidt i stykker og afleveret til tekstilgenbrug. Dejligt at finde en erstatning. En super fin oversized hvid bomuldsskjorte med ret gode detaljer, såsom kraven, skjulte knapper og brede mancheter. Og til sidst et par helt sorte chunky sneakers, Adidas Yung 96 modellen, så jeg er helt klar til at gå foråret frisk og frejdigt i møde.

…mad: I weekenderne er alle mine penge gået til Wolt! Den farlige tjeneste hvor man kan få leveret virkelig lækker kvalitetsmad lige til døren. Hvis man har en hjemmelørdag aften er det altså en luksus måde at få en (mad)oplevelse alligevel på. Den har stået på mexicansk fra VACA og Tacopop på Østerbro. Jagger FF når det skulle være rigtig greasy (med glutenfri burgerbolle dog). Koden STINAAGTIGT giver stadig 50kr rabat på den første ordre.

…tvserie: Shtisel på Netflix. Man følger en jødisk ortodoks families hverdag i Jerusalem. Den foregår i det mest stille tempo og er simpelthen så beroligende at se.

…inspiration: Kommer også fra også Shtisel. Kvinderne i serien har nemlig en helt enkel og en anelse gammeldags sort/hvid stil. Med elementer af old school klassisk Chanel. Sorte kanter på hvide bluser. Dragter. Jeg får lyst til at gå i tilknappede skjorter, simple nederdele og flade sko. Sorte bluser med hvide kraver. Flæseskjorter der går op i halsen. Små cardigans. Tørklæde, turban eller hat om håret. Blonder, broderier og perler. Det helt enkle og anstændige tilsat det meget detaljerede i form af mønstre, smykker eller broderier. 

…outfit: Det har helt klart været sweateren fra HOPE der er kommet på allermest i februar. Til de føromtalte jerseybukser når det skulle være rigtig comfy. Eller jeans. Eller nederdel. Eller udover flæsekjolen og sockboots, hvis det skulle være lidt mere smart. Den trøje kan bruges til det meste.

…underholdning: Februar er en kedelig måned, men til gengæld glæder jeg mig altid til Oscarshowet! Jeg sidder oppe hele natten og følger med. Fra den røde løber, til showet går i gang og vi åbner en flaske bobler. Kaffe og slik til at holde sig vågen. Sååå hyggeligt!

…ønske: Broderi Anglaise kjolen fra Ganni har jeg ventet på et halvt år skulle komme i butik. Det er den nu. Måske får jeg råd til den i marts. Jeg skal nemlig til et bryllup i april, der kunne den være fin til. Et billigere ønske er en flæsekjole fra Arket, som vil være så nem, så nem at bruge. Over bukser nu. Med rullekraven under. Afslappet med sneakers. Til sockboots så den bliver mere fancy. Og til sommer med sandaler. 

Imens januar føltes som om den aldrig ville ende, så har februar været som at knibse med fingrene. På fredag er det allerede 1.marts og forår! Hvordan er jeres februar gået?