På torsdag d. 19 april er det tid til H&Ms anden store forårskollektion, nemlig Conscious Exclusive, som er med udgangspunkt i økologiske og genanvendte materialer. Selve stilen er som regel mere romantisk, kunstnerisk, eventyrlig, tilbageskuende og luksuriøs. I år er kollektionen inspireret af kunstnerparret Karin og Carl Larssons hjem.

Først og fremmest skoene! Åååhh hvor fine med læg, spidse og en lille hæl. Sidste forår og sommer levede jeg i slippers/slip-ins, og disse er ligesom lidt mere forfinede. De var det første jeg så fra kollektion for små 2 måneder siden, og blev forelsket fra første blik.

Så er der kimonoen eller kappen. Den så jeg først for et par ugen siden, da hele kollektionen blev offentliggjort. Ahmen altså! Jeg er helt og aldeles tryllebundet. Den er som en drøm. Den minder mig om noget, jeg kun har set på film. En Agatha Christie, eller noget Karen Blixen eller Suzanne Brøgger kunne være iført. Den er helt fuldstændig vidunderlig! Så kan jeg rigtig lege, at jeg er tilbage i 20’erne eller 30’erne og på eventyr i Egypten. Eller en kunstner eller forfattertype fra fordums tid. Den består af økologisk hør og silke, hvor lækkert lyder det ikke lige.

Der er også lidt smykker og især ringen dér er da noget så yndig. Den passer lige til min pegefinger. Så fint med en lille blomst og en lille knop. Et rigtig fint forårssmykke.

Der er iøvrigt også nogle ret fantastiske kjoler og nederdele. Nogle pæne skjorter. Og nogle virkelig smukke grønne print. Det er altid spændende med H&Ms Conscious kollektion. Fordi den er mere legesyg og drømmende. I år skuffer den ikke. Jeg kan næsten ikke vente…