Vi købte en Articket i Barcelona, 6 museer for 30€. Macba, Miro, MnAC og Picasso var vi helt sikre på, at ville se alligevel. Men udover at det kunne betale sig økonomisk, så var det også en kæmpe fordel bare at kunne smutte udenom billetkøen og direkte ind på museet. Det sparede vi meget køtid på.
Macba ligger i Raval ikke så langt fra Ramblaen. En stor bygning i klare hvide linjer, med skatere der heldigvis får lov at køre foran. Et moderne kunstmuseum med samtidskunst.
…og nogle gode sækkestole (og wifi) i forhallen, der var tiltrængt at kaste sig i, eftersom museet ingen café havde. Til gengæld er området omkring museet ret hyggeligt. Vi spiste på en mexikansk restaurant, Mama Rosa, lige i nærheden, faktisk på en af jer læseres opfordringer, tak for det tip:) Der ligger også en ret god boghandel lige ved siden af museet, som man helt klart skal tjekke ud. Lækre lækre bøger og lidt design.
Det er med forskel, hvor meget man må fotografere på de forskellige museer. På Macba var det ikke noget problem. Så her får I lidt moderne spansk kunst:
Miró musset tog vi bussen op til fra Den Spanske Plads. Det kan anbefales og så istedet derefter gå ned til MnAC, det ligger nemlig lidt højt oppe og vi havde fået nok af at gå i højderne der sidst på ferien om søndagen…
Miró museet var lidt rodet i den kronologiske fremstilling eller manglen på samme, men ellers et fint museum, der giver et godt billede af Miró, der jo var ret produktiv, med flere forskellige perioder på et år, og derfor svær at favne. Men jeg føler alligevel jeg fik ham mere “på plads” og faldt for hans naive streger og spinkle figurer fyldt med symbolik. Og så virker kunstneren selv som en sympatisk mand.
Fra Miró gik vi ned til MnAC, det tog 10 minutters tid, hvor den første del var igennem en park. MnAC er deres “Statens Museum For Kunst” og ligger i en bygning der i sig selv er et imponerende bygningsværk at besøge. 
Man kan gå helt ind og igennem uden at betale for det, det er først når man går ind i siderne til selve samlingerne, at man viser billet og medmindre man er interesseret i spansk kunst, er det ikke noget man behøver at prioritere. Det er faktisk mest selve stedet, pladsen og udsigten der er fantastisk…

…og så at komme op på taget. Det kan man også nøjes med at betale for (2€ tror jeg det kostede), men det er med i Artticket. Det var en god oplevelse!
…der var en fantastisk udsigt udover byen og ned på Den Spanske Plads, med springvandet og hele området op til de to venetianske tårne der blev opført i forbindelse med Verdensudstillingen i 1929.
…og når man så går den forrygende tur tilbage, ned af trapperne, kan man jo lige på vejen kaste et blik på Mies van der Rohes hus der også blev opført til Verdensudstillingen i 1929. Det står med dets “less is more” Bauhaus stil fuldstændig i kontrast til alt det andet!
Dejlige museumsoplevelser allesammen på hver deres måde. Vil varmt anbefale en Artticket. Den gælder i 3 mdr, så man har hele ferien til at få den brugt. Hvis man tænker på priserne i danske museer, Louisiana fx koster 120 i sig selv, så er det en meget rimelig pris.