opskrifter

Page 4

54 articles in category opskrifter / Subscribe

Det er så tilfredstillende at spise de råvarer der hører årstiden til. Og lige nu er det tid til græskar. Sidste mandag lavede jeg græskarsuppe, jeg fulgte ikke nogen bestemt opskrift, men mixede lidt fra forskellige, og ud fra hvad jeg selv kan lide. Jeg ville gerne basere den på kokosmælk, og så havde jeg læst at smagen skulle blive ekstra lækker, hvis man bager græskaren i ovnen først. Det blev en meget blød, lidt sød og og på alle måder fyldig suppe.

Du skal bruge:

  • 1 hokkaido
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 grøn chili
  • en klump ingefær ca 2*2 cm
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 lime
  • grøntsagsboullion – en spiseske eller en tern

Start med at ordne græskaret. Vask skrællen, hvis den er pæn kan den godt blive siddende på, ellers skræl den og befri den for kerner. Skær den i grove tern, put på en bradepande med bagepapir, dryp lidt olie over og bag i ovnen på 200gr i ca 30-40 min til de er mørke i kanterne og bløde. Skær løg, hvidløg, chili og ingefær i tern og steg det i olie med et par gode teskefulde karry i et par minutter. Tilsæt græskar, boullion, kokosmælk og en 4-5dl vand. Lad det simrekoge ca 15 min. Blend suppen og smag til med salt og peber. Den var ikke helt så stærk, som jeg gerne ville have den, så jeg tilsatte mere karry og chili, men det er lidt efter smag og behag. Pres saften af en lime i til allersidst. Jeg ville egentlig have toppet den med ristede græskarkerner, men var løbet tør så det blev en klat yoghurt, persille og chiliflager. Den friske yoghurt og persille spillede rigtig godt op imod den mere tunge suppe.

Velbekomme!

Her i vinterhalvåret har jeg besluttet mig for at herhjemme er mandag = suppedag! Kan faktisk rigtig godt lide supper og det er en god mulighed for at få en masse grøntsager indenbords. Og så er det jo også en billig og rimelig nem måde at få sund hverdagsmad på. En favorit er kartoffelsuppe. Det er jo genialt at suppen kan blive så cremet vha. kartofler, og sammen med porrer som jeg elsker, spiller det bare rigtig lækkert sammen.

Du skal bruge:

  • 1 del kartofler til 1 del porrer – jeg brugte 3 store porrer der svarede til ca 600g kartofler
  • 1 stort løg
  • 1 fed hvidløg
  • 3-4 kviste frisk rosmarin
  • god grøntsags boullion – jeg brugte en spiseske, ellers en terning
  • fløde (man kan godt undlade det eller bruge sojafløde istedet)
  • olie

Løg og hvidløg hakkes. Porrer renses og skæres i skiver, gem evt lidt strimler til at putte ovenpå suppen. Kartofler skrælles og skæres i grove stykker. Olie varmes op i gryden ved middelvarme og det hele puttes i. Det vigtige er at lade det sautere en 15 minutters tid ved lav varme, det får virkelig det søde frem i porrerne. Derefter hældes vand over til det næsten dækker, boullion og rosmarin puttes i. Så skal det stå og simrekoge en 20-30 minutter. Blend derefter godt. Et skvæt fløde tilsættes, tilbage på varmen et par minutter og smag til med salt, peber og evt mere rosmarin. Server med finthakket rå porre og rosmarin ovenpå. Evt en klat creme fraiche, skyr eller lignende. Og godt groft brød.

Velbekomme!

Jeg havde godt hørt rygter om snickerskagen, og da instagram så i sidste uge flød over af billeder af Emilysalomons udgave, måtte jeg altså også prøve at bage den famøse kage her i weekenden, hvor jeg kunne afprøve den på venner. Og den lever op til sit ry som den heftigste kage af dem alle! Kombinationen af den milde kagebund, de salte knasende nødder i den bløde vanilje karamel, toppet med den bitre mørke chokolade gør den dejlig extravagant. Den er arbejdsindsatsen værd og gør lykke, hvor den kommer frem. Jeg skar den ud i små firkanter ligesom man ville gøre med en brownie, da den er så intens og tung, at man ikke behøver så meget for at blive mæt på smag. Den er bedre dagen efter, når den lige har fået lov til at sætte sig. De andre skriver den kan fryses, spises frossen, kold og optøet.

Normalt når jeg lægger opskrifter ud, plejer det at være mine egne redigerede versioner, hvor jeg forsøger at lave lidt sundere udgaver, så der ligesom er en merværdig ifht allerede eksisterende opskrifter. Det er der ikke tale om denne gang. Den er med hvidt mel, sukker og hele baduljen! Men i det mindste er alt, kun pånær peanutsene, 100% økologisk. Så det er ægte smør, æg fra høns der har lidt mere benplads, fløde fra glade køer, rørsukker og mel uden stråforkorter. Det samlede færdige resultatet bliver kun så godt som de enkelte råvarer er.

Opskriften hos Emily var en blanding af disse to. Jeg har så lavet lidt en blanding af alle tre, hvor jeg nøjes med 1 pose peanuts af 250g, men tilgengæld putter peanutssmør i dejen, ikke putter kakao i karamellen, og bruger udelukkende 70% mørk chokolade til overtrækket.

Nå det var vist alt fra de indledende øvelser, nu til selve opskriften:

Til bunden skal du bruge:

200 g blødt smør
4 dl sukker
3 æg
4 dl mel
1,5 tsk. bagepulver
250 g peanuts og 3spsk peanutbutter (eller flere peanuts, 3-400g, og ingen peanutbutter)

Til karamellen:

1,5 dl fløde
1,5 dl sirup
Korn fra en stang vanille
75 g smør
3 dl sukker

Til chokoladeovertrækket:

250g 70% mørk chokolade (smeltes over vandbad)

 

  • Smør og sukker piskes godt
  • Tilsæt et æg ad gangen og pisk lang tid imellem hvert, jo længere tid, jo luftigere kage.
  • Pisk peanutbutteren i
  • Bland mel og bagepulver og vend i blandingen
  • Fordel i form – jeg brugte et ovnfast fad med bagepapir i ca 20*30cm
  • Fordel peanuts over
  • Bages ved 200gr min fik en 35-40min, men tiden afhænger af din ovn og hvilken form du bruger. Stik en strikkepind i og kommer den ren op er den færdig
  • Imens kagen bager, koger du karamellen. Det hele i en gryde og så skal det simre en 20minutters tid indtil den tykner når man tester en lille klat i koldt vand
  • Prik lidt huller i den varme kagebund
  • Hæl karamellen over imens bunden stadig er varm
  • Lad den køle helt af
  • Fordel den smeltede chokolade på og lad den stivne helt før den skæres ud

Velbekomme!

 

Efter dette indlæg kunne jeg forstå på jer, at I gerne vil have lidt inspiration til vegetar mad engang imellem:) Her kommer et eksempel (fra igår aftes) på en typisk vegetarisk hverdags aftensmad, når det ikke skal være super avanceret og man egentlig bare bruger hvad man har hjemme:

 

  • ovnbagte kartofler/rodfrugter
  • en grøn salat
  • hummus
  • evt. lidt feta og/eller oliven

Kombinationen af kartoflerne der er bastante, varme og med bid i, den friske salat der selvfølgelig bibringer det grønne og hummusen der fungerer både som dyppelse og proteinkilde er et udmærket afbalanceret måltid. Sværere behøver det ikke at være at spise vegetarisk;)

God appetit!

Jeg har et lille tip, hvis man er en håbløs økoflipper som jeg, der prøver at spise så rent som muligt, men også godt kan lide lidt godt til eftermiddagskaffen. Disse chokoladebarer fra Søstrene Grene! De er et fantastisk alternativ til de konventionelle chokoladebarer der er fyldt med alt muligt skidt, der stresser kroppen. Disse er økologiske, baseret på tørret frugt og nødder med kun en lille smule sukker tilsat.

Min yndlings er ‘Kokosbaren’, den kan minde lidt om en Bounty. Den består hovedsagelig af dadler, og så får man det sunde fedt fra kokosnødden, der er med til at ligge en dæmper på blodsukkeret. Der er også havtorn og hybenpulver i. ‘Mørk frugtbar’ består først og fremmest af abrikoser, derudover er der bla mandler og hasselnødder i. Den er lidt mere frisk i smagen pga abrikoserne. ‘Søster tærte’ er bare jordnødder med mørk chokolade og ikke så meget mere andet end lidt vanilie. Man kan kalde den en super ren og enkel udgave af en Sneakers, nu vi er ude i de sammenligninger. Frugtbaren og Søstertærten kan man også få med lys chokolade, men jeg vælger altid mørk, både fordi det er det jeg bedst kan lide, men også fordi der er mere af den sunde og gode kakaomasse i, mindre sukker og dermed mere næring.

De er gode lige at have i tasken, så man ikke bliver fristet til at købe noget skidt på farten. Rimelige i pris. Superlækre, man får den samme fornemmelse som at spise en chokoladebar, også fordi de er pakket ind enkeltvis og papiret knitrer så hyggeligt. Og selvom de ikke er decideret kaloriefattige, er de tilgengæld fyldt med ægte råvarer og næring, som kroppen kan bruge til noget.

Jeg har vist før nævnt, at jeg er vegetar? Det har jeg været siden jeg var 16. Folk spørger ofte, hvad jeg så laver til aftensmad. Da det er helt naturligt for mig slet ikke at tage kød i betragtning, er det ikke på den måde, noget jeg ser som ekstra svært eller besværligt. Men tænkte det måske kunne være hyggeligt, at lægge opskrifter ud her lidt oftere. Til inspiration. Da der er mange der, måske ikke ligefrem vil springe ud som vegetarer, men spise mindre kød, og have kødløse dage. Jeg spiser ofte det, som andre ville vælge som tilbehør, blot som hovedret. Igår lavede jeg feks disse fyldte svampe. Fyldte svampe er en vegetarklassiker. Svampene er rige på protein, mætter godt, der er bid i, og smagen er virkelig fyldig. Disse blev med feta. Men man kan sagtens variere fyldet. Oliven, nødder, gedefriskost eller hvilken slags ost man nu kan lide. Du skal bruge:

  • 5-6 store svampe
  • 1 lille løg eller rødløg, finthakket
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 bøtte feta
  • rosmarin
  • salt og peber
  • evt gedeost
  • evt honning

Rens og skær stokkene af svampene. Læg dem i et fad. Hak stokke og løg. Smulder feta i en skål og rør stokke, løg og olivenolie i. Smag til med salt, peber og rosmarin. Fordel det  oven på svampene. (Vi havde en rest gederulle i køleskabet, så der kom også lige sådan en skive og honning på nogen af dem…) De skal have en 20 min ved 200 grader, til svampene er møre og lidt brune i kanterne, og fyldet gyldent. De afgiver en del vand der lægger sig i bunden af fadet, men det skal man ikke lade sig afskrække af.

Server grøn salat og godt brød til (jeg har haft en mærkelig nostalgisk trang til hvidløgsflute, som jeg ellers aldrig køber, men heldigvis kan man nu få det i en fuldkornsudgave;)

God appetit!

Salat kan være dejligt som hovedret når der er noget ekstra mættende og fyldigt i som ost og nødder. En yndling er gedeost og ristede valnødder. Den kombination sammen med den sprøde salat, lidt frugt, og en stærk sennepsdressing er bare så mums!

I lørdags biksede jeg denne sammen af:

  • hjertesalat (dansk øko hjertesalat er billigt i øjeblikket)
  • rødløg
  • vindruer (eller den frugt man kan lide og som er i sæson, pærer el blomme fx)
  • ristede valnødder
  • lidt grøn peber (mest med bare for at få noget mere grønt med)
  • persille
  • gedeost brækket i små stykker

Dressing på slum af:

  • sennep
  • æbleedikke
  • olivenolie
  • honning
  • en klat skyr/fromage frais/creme fraiche

Den smagte virkelig godt. Og et glas rødvin til fremhæver hele smagskombinationen, hvis man er til den slags…

Velbekommen!:) 

Morgenmad er, som før nævnt, mit yndlingsmåltid på dagen og det er virkelig ferie for mig, hvis jeg så ovenikøbet ikke selv skal lave det. Den første morgen i Hamborg spiste vi morgenmad på Mutterland, et gennemført hyggeligt sted. Deres filosofi fremgår af navnet – husmandskost som en husmor kunne lave det, med de råvarer hun havde til rådighed. Små lokale producenter, slow food og fortrinsvis økologisk. Det var enkelt, rustikt og rigtig lækkert, og omgivelserne understregede oplevelsen. Vi sad oppe på et lille plateau i de lyserøde lænestole, så man kunne sidde og kigge direkte ud på gaden. I kælderen lå WC’et hvor væggene var sorte, gulvene rå og dørene grå, og der var en cool factory-vintage sæbeholder (har faktisk en lignende selv i køkkenet, skal altså snart ha’ taget lidt detaljebilleder til jer af mit hjem). De havde også fine madtærter og kager, jeg desværre ikke fik prøvet. Og så selvfølgelig masser af delikatesser i butikken man kunne købe med hjem. Deres indpakning var også så gennemført, den slags er jeg bare sådan til fals for;) Hvis I kommer til Hamborg kan jeg altså anbefale et måltid på Mutterland. Mmm kunne godt lige nu spise sådan et sprødt brøtchen, med de lækre håndrørte marmelader, den overraskende gode tyske ost og drikke cafelatten til med masser af skum…

Nu hvor dagen er næsten forbi, kan jeg lige nå at vise hvordan den begyndte (eller også er I gået i seng, og står istedet op til en idé til, hvad I skal lave til morgenmad:)

– Med en cremet, lækker, fyldig, og så smuk i farven, blåbær-hasselnødde smothie. Blåbær smager jo ikke af alverden i sig selv, så de skal have en form for modspil. Jeg elsker den runde nøddesmag sammen med dem, og har derfor puttet en skefuld hasselnøddesmør i. Det smager fantastisk! Hvis I ikke kender det i forvejen skal hermed lyde en stor anbefaling. Det er blot ristede økologiske hasselnødder, der er malet til nøddesmør. Der er ikke sukker eller noget som helst andet i, men det smager altså som nougat! Jeg elsker den slags produkter der er helt rene, og kun fuld af ting som kroppen kan genkende og bruge som næring, men som alligevel er spækkede med smag. Det her er en af den slags favoritter. Jeg bruger den udover i smoothies, også i iskaffe (istedet for sirup), i daddelkonfekt (istedet for sukkerfyldt nougat), i kager osv. Det kan købes hos diverse helsekost, er rimelig dyrt, men også rimelig drøjt, fordi smagen er rimelig koncentreret. Og etiketten er rimelig grim, men hellere det og så at indholdet er godt end omvendt;)

Smoothien består derudover af den sædvanlige grundsubstans:

    • en eller anden form for frossen frugt, her blåbær (ca 100 g til én person)
    • en banan
    • proteinpulver (øko)
    • loppefrøskaller (kan udelades, de er med for at give fiber)
    • kokosolie eller hørfrøolie
    • rismælk evt soya el nøddemælk
    • sødet med kanel og vanilliepulver (det uden sukker)

…og smager altså så overdrevet fyldigt, sødt og lækkert, at man næsten ikke skulle tro, at det er helt uden hjælp fra sukker og kunstige aromaer;)

Her i mini ferien var der god tid til at hygge med morgenmaden, det er bare noget af det bedste jeg ved! Jeg eksperimenterede lidt med at lave nogle amerikanske pandekager i en sundere udgave. Helt uden sukker, med kun en lille smule fuldkornsmel og med masser af protein. De blev gode, og man kunne godt mærke bagefter, at man var friskere, end når man har spist de helt hvide af slagsen.

Du skal bruge:

  • 4 æg
  • 2 modne bananer
  • 1/2 dl fuldkornsmel (fx kæmpedurum el. alm durum)
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk vanilje pulver
  • 1 tsk bagepulver
  • et nip salt
Mos bananerne godt. Pisk dem sammen med æggene. Bland de tørre ingredienser, og pisk dem derefter godt sammen med ægge-banan blandingen. Steg i lidt øko smør eller kokosolie.
Spis dem med diverse godt pandekage tilbehør – såsom ahornsirup, ristede nødder, god marmelade lavet på masser af frugt og ikke så meget sukker, honning, mørk chokolade, frisk frugt osv.
De her har både hygge- og næringsfaktor:)