agtigtagtigt neue heimat┃Berlin, byen der er mit nye hjem de næste 4 måneder┃

Hej igen!

Så kom jeg på ny i nærheden af noget wifi (det er ikke nemt), så Berlinerføljetonen kan fortsætte.

Alt er gået fantastisk godt! Lejligheden er super dejlig. Større end den så ud til på billederne og er skønt delt op. Udsigten er simpelthen så fantastisk! Med TV-Tårnet i baggrunden. Den er allerede blevet et fikspunkt, vi stirrer ud på hver dag fra sofaen, hvor den skifter farve i al slags vejr.

Lige nedenfor har vi udsigt til et lille torv med gamle bygninger rundt i siderne og træer i midten. Vi bor virkelig helt perfekt. I det hyggeligste kvarter i Friedrichshain. Så charmerende med masser af kneiper, restauranter, cafeer, små butikker, en gade væk fra Boxhagener Platz, hvor der er marked om lørdagen, øko supermarkeder (slaraffenland!) og sporvognen der kører forbi hvert andet øjeblik. Et rigtig godt Berliner mix!

Her den første uges tid er det en mærkelig blanding af ferie, der ikke helt er ferie, fordi en form for hverdag venter. Vi lagde ud søndag med at gå turistruten til Brandenburger Tor, Rigskansleriet, Det Jødiske Monument, Potsdamer Platz og Museums Insel for lige at tage hul på byen og konstatere, at vi var kommet til Berlin. Det var vi.

Der er omvendt også lidt praktiske ting, der skal ordnes, som indikerer, at man skal være her lidt mere end blot et par dage. Som at finde et stort supermarked (det er nemmere at komme i et øko og de ligger tættere på, men der kan vi jo trods alt ikke købe det hele), et vaskeri (det er stadig ikke lykkedes), wifi und so… Ikke det store, men bare lige de små ting, der får hverdagen til at fungere.

Man vil virkelig ikke spilde en dag her i Berlin, men samtidig ved vi, at der venter masser af dage…

Her er simpelthen så koldt og den ene radiator i stuen virker ikke, så vi fryser og kan lege fattige kunstnere, der bor oppe under taget og må varme stuen op ved at tænde for komfuret (det lille køkken ligger bag en halvvæg i stuen). Det bliver dejligt at opleve forårets komme hernede. Jeg vender derfor tilbage som det næste med et varmt og praktisk outfit ;)10948851_1528986910722649_927584634_nDSC_0837 DSC_0988