malmöfestivalen agtigtagtigt.dkÅh hvor gør det godt med en lille getaway! Vi var kun afsted et par dage, men det føles som en hel lille ferie. Med koncerter, madoplevelser, shopping, museum – alt hvad der hører sig til storbyferie kogt ned til et par dage.

Vi tog nemlig til Malmø i forbindelse med Malmöfestivalen, som vi besøgte for første gang sidste år. Det er en kæmpe byfest, der varer en uge og har et program der er fyldt med koncerter, kunst, aktiviteter og boder der sælger mad fra hele verden. Alle koncerterne er gratis, og det er altså nogle ret fine navne der kommer, både svenske og store udenlandske navne. Sidste år hørte vi Sun Kil Moon. I år kom Matthew E. White og spillede en rigtig lækker omgang stoner rock’n’roll nede ved havnen. Der var Sophie Zelmani og Wheeping Willows. Den største oplevelse var dog den svenske trubadur og mørkemand, Thåstrøm, der fyldte hele Stora Torg, så det var svært at komme til, dvs. vi fik alligevel sneget os ind fra siden, så vi stod helt foran op ad rækværket. Hans punkbaggrund fornægter sig ikke og det er ikke uden grund Gaffa kalder ham for skandinaviens vigtigste kunstner. Mørke romantiske sange på svensk en lun sensommernat i Malmø. Mums.

Vi boede på hotel i Gamla Staden, der ligger lige rundt om hjørnet fra Gustaf Adolfs Torg. Lækkert værelse indrettet med marmorborde og en gråsort væg. Vi havde ikke de store forventninger, så vi blev positivt overraskede. Det vigtigste var nemlig den super centrale beliggenhed. Så da vi var ankommet, gik vi med det samme ud i byen og frekventerede madboderne. Det var svært at vælge, men mange gik med nogle tykke stegte ungarske brød, så dem måtte vi prøve. Med skånsk rejefyld selvfølgelig. Man skal have noget med rejer, når man er i Sverige… En sjov blanding af det tunge brød, og det typiske svenske fyld. Men det var lækkert.

En kardemummabulla er altså også obligatorisk, 25 sek for en øko version. Og så er det ligesom om, kaffen bare er lidt bedre i Sverige (og lidt billigere). Jeg fik den bedste iskaffe med lakrids – Frappista med lakrits og espresso shot hos Barista (efter mine erfaringer den bedste kaffekæde i Malmø? De gamle Waynes og Espressohouse er faldet lidt af på den..). Den mest vellykkede lakridskaffe jeg har fået! Og jeg har ellers forsøgt mig med en del ;)

Kl 18 tøffede vi ned til dagens første koncert på havnen. Vi havde aften buffet på hotellet, så der var vi lige hjemme og vende inden vi i god tid gik ned på Stora Torg for at stille os op til Thåstrøm. Efter koncerten en lille nattur rundt i byen, proviantere lidt hygge til hotelværelset og så hjem og i karbad, så vi var klar til endnu en dejlig dag i skønne Malmø.

Fortsættelse følger