DSC_0140Jeg går rigtig meget op i, hvilken baggrund der er på mine “dagens beklædning”-billeder. Jeg synes det betyder så meget og gør en kæmpe forskel for, hvordan tøjet fremstår og i det hele taget for æstetikken og formidlingen af et udtryk. Jeg har som regel altid en lille historie eller stemning i tanke, som et slags tema at arbejde ud fra, og som en hjælp til at give det, man gerne vil have frem, sammenhæng.

Det er altså hårdt arbejde at få taget de her dagens billeder til bloggen! Jeg er ikke specielt vild med at blive fotograferet, er ikke særlig fotogen (godt I ikke kan se, alle de billeder der bliver sorteret fra) og det falder mig overhovedet ikke naturligt at posere på alle mulige måder. Så det har virkelig været en overvindelse at gøre det her til bloggen. Nogle af jer kan måske også huske, hvordan der gik lang tid, før jeg overhovedet viste mit ansigt? Men jeg vil jo gerne vise de sammensætninger og de tanker jeg har om beklædning, og der bliver jeg jo så altså nødt til at bruge mig selv og være min egen husmodel. Det går da også bedre, men jeg har foreksempel svært ved at slappe af med det, hvis folk går forbi imens vi fotograferer, jeg synes det er pinligt og tænker at det må se åndssvagt ud. Men de gode inspirerende billeder vil vi alle jo gerne have – både som blogger og som læser – og det kræver altså det stykke arbejde ude i felten. Heldigvis er min fotograf (mand) ligeglad, så det hjælper også mig til at lære at være mere cool omkring det… Til gengæld har jeg vænnet mig mere til at se billeder af mig selv på bloggen, og til tanken om at andre kan se billeder af mig her. Jeg kan godt se, at jeg har gode og mindre gode dage, og at det kan ses. Men altså, det går jo nok. Og selvom det er mig, så er det alligevel i den kunstige situation “bloggen”, så det føles på en eller anden måde som min blog-persona, der er billeder af.

Det er frustrerende, hvis billederne ikke bliver som man havde håbet. Hvis tøjet fremstår helt forkert og ikke kommer til sin ret. Det føles som spildt arbejde. Det sker jævnligt når man foreksempel vil teste nye lokationer af der alligevel ikke er helt gode, når man når at blive træt at se på, eller når vejret og lyset pludselig ændrer sig. Til gengæld er det så også noget af det allerbedste, når billederne er i kassen, og de udtrykker det jeg håbede på de ville gøre! Så går det hele næsten op i en højere enhed :)

Når man kun går i sort er det desuden en endnu større udfordring, at tøjet ikke forsvinder i en helhed, bliver overbelyst, eller får et mærkeligt blåt eller grønligt skær. Der er “min” væg så god (den jeg bruger her), for den giver et smukt køligt og neutralt skær til det sorte kluns. Jeg siger ikke hvor den ligger ;)

Baggrunden på ovenstående er vist blevet vældig populær her i Aa, og det er der ikke noget at sige til. Den giver lys og dybde, er samtidig rå, men også rolig så beklædningen kan blive fremhævet bedst muligt. Især de grå nuancer i tøjet er den smuk til. Mit problem er bare at den ligger lige ud til en vej, hvor der hele tiden kører biler forbi, så der kan jeg næsten ikke slappe af. Men vi lavede lige en lille tester da vi gik forbi, som der kom dette billede ud af. Og det er altså en god baggrund. Især det med dybden og det lyse skær. Det er nemt at få tøjet til at se pænt ud op af den… Vi må se om jeg tør få taget en hel serie dèr en dag ;)

Før ovenstående billede blev taget, havde vi fået fotograferet dagens billeder. Det var meningen at det skulle være ved “min væg”, men det begyndte at regne så vi måtte finde et sted, der var lidt overdækket. I får dem selvfølgelig at se på et senere tidspunkt… men altså med en anden baggrund end denne ;)