Balenciaga Mini City Giant HER eller HER

Nu berørte jeg jo lidt det med at jeg vil prøve at skærpe min garderobe endnu mere (en on going process…). I kender de der ting, som man føler er 100% én, skriger dit navn, som føles rigtig godt at bruge og som bare sidder lige i skabet (pun intended) – hvorfor ikke gå efter udelukkende den slags ting? Der er ingen grund til at genere sig selv med halvdårlige sager bare for variationens skyld eller for at få det brugt. Dermed ikke sagt at det behøver at være dyre ting. Jeg har favoritter fra H&M og genbrug, som jeg elsker og bruger ofte.

Sådan en ting er min Balenciaga Mini City for mig. Jeg elsker den taske og bruger den stort set hver eneste dag. Det er min togo hverdagstaske. Den kan gå på skrå og jeg kan holde den i håndtagene. Det er en lille taske, men jeg kan stadig have pung, net, en flaske antibakteriel, lommetørklæder, pudder, læbestift, lille 25cl vandflaske og selvfølgelig nøgler deri.

Det er som sagt en lille skråtaske, men jeg kan enormt godt lide at den er formet som en “rigtig” taske. At den er firkantet med hanke og lomme. Og alle de andre fine Balenciaga detaljer – spænder, nitter, spejl, lynlåsens flapper, forstærkede hjørner og kanter. At det ikke bare er en mulepose, selvom det er en lille hurtig taske på skrå. Og så er hele Balenciaga Giant serien jo ligesom blevet min tilbehørs base.

Det er et års tid siden jeg købte den. Jeg var simpelthen så usandsynlig heldig at få den til kun 2500 – en tredjedel af prisen! Der manglede en nitte foran, men da den var under 3 måneder gammel, og jeg havde kvitteringen, var det bare at gå ind til Balenciagas afdeling i Illum og få en ny skruet på. Den er selvfølgelig blevet lidt blødere i skindet, men med den model synes jeg absolut ikke, det gør noget, nærmest tværtimod.

Afslutningsvis og apropos det med at planlægge sine køb, så var det jo en af de to store ting jeg bloggede om sidste år, at jeg gerne ville få investeret i. Det lykkedes sikkert pga. fokus, planlægning og beslutningen. Og den har altså virkelig vist sig at være det værd!