januar 11, 2018

1 articles on januar 11, 2018

Kan I huske min gamle indlægsrække “jeg ejer i forvejen“? Hvor jeg viste ting jeg i forvejen havde i garderoben og hvordan jeg ville bruge dem “nu” frem for bare hele tiden nyt, nyt, nyt og ønsker? Det var et tema jeg var meget bevidst om i starten af bloggingen, da jeg var træt af at beklædningsgenstande fik så kort levetid på mange andre blogs, som jeg læste dengang. Bla. derfor startede jeg min egen ;)

Det tema tænker jeg vi tager lidt op igen, nu er der bare gået så mange år med bloggen, at det bliver ting jeg har købt i dens levetid. Nogen kalder det også “at shoppe i egen garderobe” og det er lidt rigtigt…

…for eksempel har jeg sådan lyst til figursyede jakker/peplumjakker og tog mig selv i at kigge efter dem på nettet, selvom der hænger præcis sådan en fin ubrugt sag på mit tøjstativ! Hallo søster lystig!? Den vil jeg gerne have i brug. I første omgang til smalle bukser, (det bliver nok bare mine skinny jeans, da jeg ikke har et par habitbukser), flade sko helst med spids snude og simpel kashmirtrøje under. Men det kunne også være sådan et fedt old school Dior look at bruge den til den vide nederdel (som jeg faktisk er vildt glad for og bruger ofte, men bare ikke har fået taget billeder af) og så måske Susanna støvlerne som er ret gode til den nederdel og for at føre looket op til 2018 (skrev først 2017 klassisk januar fejl) og gøre det mere “mig”. Men skulle det være endnu mere gennemført ville pumpsene med sløjfe gå fint til begge looks. Og understrege det tilbageskuende og feminine ved jakken. 

Noget andet jeg vil hive frem igen er ruskinds culottes bukserne. Jeg modtog disse, men kan ikke passe dem. Godt det samme – jeg har jo de her i ruskind, som bare er endnu skønnere! Elsker ruskind. I år tror jeg, at jeg vil bruge dem med kashmirtrøjer (surprise) og mine Toga Pullaer, som jeg ikke har haft parret dem med før.

En frynsejakke har jeg jo fabuleret om i årevis, men jeg har simpelthen ikke fået brugt den her fiiine én, jeg købte for et par år siden. Skrev om den her. Har ikke været modig nok tror jeg. Det har været en lang basisperiode… Nu har jeg både lyst til noget lidt mere feminint og gammeldags (i forståelsen “klassisk mode”), samt kun at bruge de der items jeg elsker! Denne her har lange frynser, der går bag om ryggen i fuld længde som et sjal af frynser nærmest. Ser vildt smukt ud i bevægelse.

Mht. stylingen bliver det i første omgang det mest oplagte – et par sorte skinny jeans (som jeg jo også først har fået tilbage i garderoben igen sidste forår, åh så dejligt! Må jeg aldrig igen være foruden…). Spændestøvlerne er også et oplagt match og når det bliver lunere i vejret, mere åbne, enkle og/eller feminine sko tænker jeg. For den vil nemlig også være så boho lækker over en løs kjole til den tid. Og så er en lidt klassisk kædetaske altså den smukkeste taske model til sådan en jakke. Det hele handler om balance.

Ih nu glæder jeg mig helt til at tage disse ting i brug! Selvom de nok er lidt mere forårs egnede, men det er der også kun lige små to måneder til :)