september 2017

3 articles in september 2017

ribstrik H&M+ | jeans GINA TRICOT | støvler TOGA PULLA | taske BALENCIAGA

Det er allerede en måneds tid siden vi var på Faurschou Foundation til åbnings reception og ’summer celebration’. Mit tøj var lidt for varmt som jeg husker det, ihvertfald indenfor, men ikke på gåturen frem og tilbage på Nordhavnen. Jeg var træt, hvilket desværre kan ses, og har en mærkelig tot hår strittende, ih altså… Men bortset fra det, hermed min (sensommer) udgave af strik+jeans+støvler. En simpel konstellation, hvor farvevalg og udgaver gør hele forskellen. Min fortolkning er selvfølgelig sort på sort, tilsat lidt romantisk flæse, lidt hyggelig western og lidt rock. Kontraster ;)

1|kashmirtrøje H&M HERRE PREMIUM QUALITY 2|uldhat THE KOOPLES 3|taske MARKBERG LILJA 4|kashmirbukser H&M PREMIUM QUALITY 5|støvler ACNE JENSEN GRAIN

Jeg er som sagt i rigtig efterårsstemning. Og drømmer derfor om bløde varme sager. Tilsat klassiske spidse støvler, taske med flettede detaljer og hat!

Jeg har fået kashmir på hjernen. Det er egentlig sket de sidste par år på denne årstid… Eeelsker kashmir! Og se lige de der bukser?! Siden H&M lavede disse sidste år, som jeg forgæves forsøgte at få fingrene i, har jeg håbet de igen ville lave benklæder i det blødeste bløde materiale – og så kom disse! Sååå lækre… Vide, grå kashmirbukser, som i skrivende stund er på vej hjem til mig┃Og apropos kashmir, så kan jeg næsten ikke få kashmirbluser nok. H&M (som pt. har det bedste udvalg til de bedste priser) har desværre ikke endnu lavet andre bluser til damer i sort udover den jeg købte i foråret, som er kort og tætsiddende. Jeg kunne godt bruge en der er længere og løsere, så jeg tyr til herreafdelingen, hvor denne figurerer, som jeg påtænker at købe rigeligt stor┃Og med sådan noget enkelt afslappende tøj, dog i lækkert materiale, er tilbehøret altafgørende! Et par forholdsvis klassiske støvler, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, vil gøre bukserne mere stilede til udendørs brug┃En fin taske, denne med håndflettede detaljer, som jeg er ret vild med┃Ja, og så påtænker jeg at gå mere med hat. Den her fra The Kooples, som laver de flotteste hatte, har 2 slags bånd og lille sølvspænde.

Hvad siger I, kunne det ikke være skønt at gå efteråret i møde med disse sager? :)

Så har vi passeret den 1.september og er trådt ind i efterårsmånederne. Min yndlingsårstid. Jeg er allerede helt efterårskuldret, det kom nærmest lige på datoen. Jeg lå og solede mig i haven i sommerhuset tirsdag i sidste uge, spiste is på terrassen om eftermiddagen, fik virkelig nydt og dyrket den sidste rigtig varme dag vi havde. Dagen efter gik jeg tur med Kvik i gummirøjser og nød duften af det fugtige græs og skrællede efterfølgende æbler til æblegrød – totalt efterårs-agtigt! Men det var godt og dejligt lige at få den sidste varme, taget nogenlunde afsked med (sen)sommeren, så nu er jeg mentalt SÅ klar til efterår.

Men før jeg stilmæssigt tager hul på efteråret, vil jeg alligevel lige runde sommertøjet af og se på hvad der blev favoritterne i sommeren 2017.

Det blev jo ikke ligefrem en særlig varm sommer og med staycation i København betød det beklædningsmæssigt for mig, at jeg gik mere med bukser end, hvad jeg plejer at gøre om sommeren. Særligt de plisserede kom på ofte. Men også indimellem jeans ┃Tæerne blev heller ikke luftet synderligt i sandaler, men blev skjult i slip ins┃Istedet for kjoler, som er min foretrukne beklædning på de +25º dage, blev det oftere til tunikaer. Det gode ved tunikaer er at de er fleksible og nemme at regulere via tilbehøret. Bare ben og sandaler hvis det er rigtig varmt, jeans/leggings og slip ins, eller strømpebukser og ankelstøvler. Jeg har faktisk også brugt denne her en del med jeans og de spidse slip ins i hverdagen, se den på her med lædernederdel og lange støvler. Og så har jeg købt denne tunika/kaftankjole, som jeg lige pt. bruger flere gange om ugen┃Mine sommerstrik med flæser var også kærkomne, på dage hvor en t-shirt ikke var varm nok┃Men hvad jeg dog holdt fast i som et rigtigt sommeritem var strandtasken.

Stilen blev egentlig meget i tråd med dette indlæg – flæser, ærmefokus, bukseben og slip ins. Hvad jeg ikke fik gjort det så meget i var bindebånd, måske lige på skoene, men denne t-shirt fik jeg aldrig rigtig brugt, desværre.

Sommerens mest specielle køb var kjolen fra Lala Berlin, som jeg desværre kun fik mulighed for at tage på én gang, men som kommer stærkt tilbage til næste sommer, eller hvis vi i mellemtiden kommer på ferie til et varmt sted.

Nu vender jeg fokus mod efterårsgarderoben, og til at hjælpe mig med det har jeg Thea fra Nordrobes Planning forløb. Alle kan være med, det er gratis, og man kan godt hoppe på nu og så bare læse de tidligere indlæg. Jeg selv er kun nået til anden uge, selvom tredje uge der handler om inspiration er igang, men jeg har ikke haft overskud til at sortere garderoben, som beskrevet her før i dag. Pyh! Altid noget af en omgang… Men det helt store garderobesorteringsarbejde (der gik flere år tilbage pga. flytninger og opmagasinering) fik jeg heldigvis gjort tidligere på året, så nu er det lidt lettere at skulle finde kasserne med efterårs/vintertøjet frem igen. Det er simpelthen så dejligt, når det er gjort! Og det bliver heldigvis nemmere fra gang til gang og giver efterfølgende mere overskud, glæde og udnyttelse af garderoben.